Sådan sagde en lille pige fra Avnstrup asylcenter efter hun og hendes familie havde været med til legedag i haven ved Rye Præstegård søndag den 17. Juni. Sammen med 125 børn og voksne blev der leget, snakket, sunget, danset, drukket kaffe og saftevand og bagt snobrød i lange baner til legedagen på Rye Præstegård den 17. Juni.
Haven lignede nærmest en kæmpestor skovtur. Halvdelen af haven var dækket af grupper af familier og venner, der sad på tæpper og liggeunderlag og nød vejret, som (næsten) holdt tørt hele dagen. Resten af haven blev brugt til at lege i: to mand frem for en enke, banke-banke bøf, jeg gik mig over sø og land og mange andre lege blev det til. Både børn og voksne gik til legen med stor entusiasme og der blev grinet og genopfrisket gamle lege. 35 børn og voksne fra Avnstrup Asylcenter deltog i legene og havde mindst lige så herlig en dag som de lokale. Mange nye venskaber blev skabt, så der var gang i SMS'erne efter alle var taget hjem.
Et af dagens højdepunkter var besøget af klovnen Tapé, som på sin egen stilfærdige måde kunne få hele flokken til at grine højt eller gyse i kor. Gyset fik han frem, da han fik det til at se ud som om han kastede med kniv efter en af børnene. Tapé kunne tage benet om på nakken, jonglere, spille klokkemusik og mange andre kunster.
"Det var en fantastisk premiere på legedage i Danmark. Efter næsten 2 års arbejde med Boernelege.dk er det fantastisk at se det lykkes. Jeg er bare så glad" Udtaler en nærmest euforisk Pernille Ingildsen fra Boernelege.dk. "Vi har fået masser af erfaring, så vi håber at kunne afholde en legedag igen til næsten år, måske er dette starten på en fast tradition" supplerer præst Birgit Svensen, som lagde præstegårdshave til løjerne.
På lidt længere sigt håber folkene bag legedagen, at konceptet kan brede sig til andre byer nær asylcentre i Danmark. Vi føler et stort behov for at kunne gøre noget for de børn, der kommer til landet og som lander i en flygtningeproblematik, som de ingen indflydelse har på. Det er barske betingelser at skulle tilbringe op til flere år i de danske asylcentre. "Vi håber at kunne forsøde deres hverdag en smule med legedag som denne" fortæller Pernille Ingildsen og Birgit Svenssen. " På samme tid bidrager en legedag til at styrke samværet og sammenholdet i lokalområdet… og så har vi haft det rigtig, rigtig sjovt med at arrangere dagen".
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode ideer til lege med email:
Copyright: Børnelege.dk - lege for alle børn. Frivillig forening CVR 29542252.